Forside
 Artikkeloversigt
 Forsvarssamarbejdet omkring TAB
 Presse regeringen
 Atter pres på regeringen
 Atomvåben på Grønland
 Blodtud til Danmark
 Brev til Fogh Rasmussen
 Brev fra Fogh Rasmussen.htm
 Carswell´s correspondance
 Carswells Petition
 Christoffersens RP
 Danmark for EU domstol
 DCC Info jan. 1968
 Dobbelt så meget plutonium
 En stædig vestjyde
 Et forventeligt svar
 EU Parlementet behandler sagen
 EU parlementet gransker Thulesagen
 EU støtter Thulesagen
 EU-Parlementer får Thulesagen
 Flovt at være dansk
 Fogh afviser EU-kritik
 Fogh´s brudte løfter
 Foreign Relations
 Foreningen
 Forsvarsaftalen
 Forvoksde klove på Moskusokser
 Grønlandske partiformænd kræver dansk handling
 Ingen grund til bekymring i Qaanaaq
 Kan presse regeringen
 KGB bag B-52 ulykken
 Kritik af rapport om Thulearbejderne
 Legal Opinion
 Oprydningen
 Opsummering af sagen
 Plutonium på Thule
 Preliminary Development History
 Regeringen atter presset
 Regeringen genåbner sagen
 Rester af B 52 fundet i 1977
 Risørapporten
 Risø Strålingsfare ved Thulebasen
 Risørapporten fulde ordlyd
 Risørapporten giver nye skyts
 Spring ud
 Stråleramte håber på EU-parlamentet
 Thulearbejderne aldrig undersøgt
 Thulebasen central for USA
 Thulesagen til Parlamentet
 Thuledokumenter  1
 Thuledokumenter  2
 Thuledokumenter  3
 Thuledokumenter  4
 Thuledokumenter  5
 Thuledokumenter  6
 Thuledokumenter  7
 Thuledokumenter  8
 Thuledokumenter  9


Aluminiashoppen

Thulesagen

Atomvåben på Grønland

af Martin Simonsen 2002

Indledning

De amerikanske myndigheders tolkning af deres ret til at have atomvåben på TAB

Var der atomvåben på TAB før 1957?

Jens Otto Krags håndtering af den danske atomvåbenpolitik vedrørende Grønland

Kildefortegnelse

Indledning I 1951 indgik Danmark og USA en aftale om forsvaret af Grønland. Aftalen var en afløser for en ældre aftale fra 1941. Samme år begyndte USA at udbygge en lille vejrstation ved Thule i Nordøstgrønland til en stor luftbase, Thule Air Base (på dansk omtalt som TAB). Basen blev underlagt North East Air Command (NEAC), men den 1. april 1957 overgik kommandoen til Strategic Air Command (SAC), som havde hovedansvaret for USA's atomstrategi.

Under den kolde krig kom TAB til at spille en vigtig rolle i USA's strategi over for Sovjetunionen. I begyndelsen opererede man med perimeterstrategien, ud fra hvilken et gengældelsesangreb på Sovjetunionen skulle udgå fra baser i det sovjetiske imperiums nærhed, nemlig Storbritannien, Mellemøsten, Pakistan og Okinawa. Perimeterstrategien var betinget af bombeflyenes begrænsede aktionsradius. Men fra begyndelsen af 1950'erne blev meget længererækkende bombeflytyper introduceret (B-36, B-47 og senere B-52).

Dette muliggjorde overgangen til en ny strategi, nemlig polarstrategien, hvor afskrækkelsesstyrken blev placeret på baser i USA og evt. på fremskudte arktiske baser med henblik på gengældelsesangreb ad den kortest mulige rute mellem USA og Sovjetunionen, nemlig over polarhavet. I denne strategi kunne arktiske baser fungere som opmarchbaser, som nødlandingspladser, som baser for tankfly samt som egentlige baser for bombefly. Men samtidig med at flyene kunne flyve længere, opstod et defensivt problem: USA måtte kunne forvente at også sovjetiske fly snart ville kunne flyve længere, og dermed ville kunne angribe over polarhavet.

I 1951 havde USA endnu ikke etableret et luftbårent atomberedskab. TAB skulle oprindeligt have været en opmarchbase, hvor bombefly kunne samles og forsynes inden en mission, lige som de skulle kunne modtage jagerstøtte fra basen. I 1953 betegnede US Air Force basen som en operationsbase for luftforsvarsjagere, rekognoscerings- og bombefly, luftredningsoperationer samt mellemlandingsbase for lufttransportoperationer. I perioden 1955-57 var TAB hovedsagelig base for tankfly til lufttankning af B-47 bombefly stationeret i USA. Den danske regering fremhævede i maj 1957, at atomvåben ikke burde modtages "ud fra de foreliggende forudsætninger".

Denne artikel skal ud fra en række kilder forsøge at diskutere tre spørgsmål, nemlig for det første de amerikanske myndigheders tolkning af deres ret til at have kernevåben på TAB, for det andet, om der var kernevåben på TAB, før den overgik til Strategic Air Command i 1957, og for det tredje Jens Otto Krags håndtering af den danske atomvåbenpolitik vedrørende Grønland.

De amerikanske myndigheders tolkning af deres ret til at have atomvåben på TAB
I Aftalen mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland fra 1951 (kilde 1) nævnes ordet atomvåben slet ikke. Det kan være fordi, den er fra et så tidligt tidspunkt, at Danmark endnu ikke har haft en atomvåbenpolitik. I begyndelsen af teksten defineres overenskomsten som en aftale om forsvaret af Grønland.

I artikel I betones det fælles NATO-ansvar for dette forsvar og i begyndelsen af artikel II formuleres det, at USA skal bistå Danmark i dette forsvar, fordi det er en større opgave, end Danmark selv kan klare. Grønland er i sig selv ikke et vigtigt område. Det har en strategisk vigtighed i kraft af placeringen så langt mod nord, at der fra baser her er kortest mulig vej for bombefly at flyve for at kaste en atombombe over mål i Sovjetunionen.

At basen på Grønland er et led i dette, gør det umiddelbart til et temmelig aggressivt projekt snarere end et rent forsvarsmæssigt. I aftalens indledende note er nævnt, at der findes en paragraf i aftalen om amerikansk jurisdiktion i forsvarsområderne samt fri ind- og udrejse for amerikanere. I den indledende note nævnes også, at der ikke officielt er nogen fysisk afgrænsning af baseområderne, hvorfor USA vel bare har kunnet udvide, hvis man har skønnet det nødvendigt. Samtidig nævnes i artikel V, stk. 3, at de amerikanske fartøjer kan færdes frit overalt i Grønland med fritagelse for lodsetvang på skibene. I artikel VII, stk. 1 nævnes det, at al materiel, udrustning m.m. skal kunne indføres med fritagelse for told, afgifter og undersøgelse. Samtidig hedder det tilbage i artikel V, stk. 3, at USA`s luftfartøjer kan færdes frit i hele Grønland, kun med de indskrænkninger, man eventuelt måtte blive enige om.

Der er altså tale om ret vage formuleringer og henhold til eventuelle regler, der end ikke er tænkt på endnu. Og i henhold til artikel XIII, stk. 3, kan man ikke sådan bare ændre på aftalen; man kan overveje ændringer, hvis de skønnes nødvendige i forhold til ændrede forhold i NATOs planer eller andre senere indhøstede erfaringer.

 

Alt dette peger på en bevidst indlagt retorisk svaghed i aftalen, sådan at der rent juridisk stort set ingen restriktioner vil være på USA's færden i Grønland. At der ingen lods eller anden kontrol må være, er meget fristende at læse som betydende, at det ganske enkelt ikke rager Danmark, hvad de amerikanske fartøjer bevæger sig rundt med i lastrummene. Hvis indholdet i de amerikanske fartøjers lastrum er lukket land for Danmark, og der samtidig ikke specifikt fortælles, at der er bestemte ting  for eksempel atomvåben   som de ikke må have med  ja, så er der vel ingen hindring for, at de kan have atomvåben i lasten. I amerikanske øjne må det altså betyde, at de gerne må have atomvåben på Grønland.

I artikel II, stk. 4 b hedder det endvidere, at USA uden Danmarks regerings godtgørelse kan bygge de anlæg, de vil, bare det ikke hindrer Danmarks virksomhed i området. Et lager af atomvåben kan vel ikke hindre hvad dansk virksomhed, der måtte være i området, da de rent fysisk vel ikke fylder mere eller lugter anderledes end andre former for våben. De håndteres jo alle med forsigtighed og på lukkede militære anlæg.

Jeg mener på grundlag af ovennævnte gennemgang, at aftalen er så tilpas vagt formuleret, at den i hvert fald ikke er en hindring, hvis USA ville tolke den i retning af, at de havde ret til at placere atomvåben på Grønland. Og at USA rent faktisk mente at have denne ret, mener jeg, fremgår af det brev, Deputy Under Secretary Robert Murphy fra State Department (det amerikanske udenrigsministerium) skrev til Assistant Secretary of Defense Mansfield D. Sprague den 23. august 1957 (kilde 6).

Robert Murphy siger i begyndelsen af brevet, at aftalen med Danmark er bred nok til at tillade brugen af de grønlandske faciliteter til opbevaring af "such weapons". Der kan slet ikke være tvivl om, at det er atomvåben, der hentydes til, da samme formulering også bruges længere nede i teksten, hvor Murphy fortæller, at H. C. Hansen to gange offentligt har sagt, at Danmark ville sige style14nej takstyle14 til sådanne vå
ben  "such weapons". Som dansker er man jo ikke i tvivl om, hvilke våben, H. C. Hansen talte om  nemlig atomvåben.

Følgende formulering fra Murphys brev: style14In the event that the United States should desire to store atomic warheads at one of the Greenland bases…style14 indikerer, at retten til at opbevare atomvåben på
 Grønland, er en selvfølgelighed. Det fremgår, at det ikke er et spørgsmål om at skaffe sig den ret, det er et spørgsmål om, hvorvidt Danmark skal informeres i tilfælde af, at retten benyttes. Og videre i brevet tales der om, at Danmark selv må bestemme, om man vil informeres om det eller ikke.

Retten til at placere atomvåben på baser på andre landes territorium fremgår i øvrigt tydeligst i slutningen af et brev, som folkeretseksperten Raymund T. Yingling, State Department skrev til Special Assistant for Atomic Energy Gerard Smith, State Department (kilde 5), der lige som Murphys brev er et tophemmeligt dokument fra august 1957. Dette brev handler om planer om at placere atomvåben på en base i Bermuda, på
 britisk territorium. Brevskriveren tilråder, at Storbritannien bliver informeret om det, og så følger sætningen: style14This is not to say that the U.S. should seak permission Det betones altså specifikt, at USA ikke skal spørge om lov; at USA's eventuelle beslutning om at placere atomvåben på et lands territorium er noget, der sker uanset om det pågældende land vil eller ej!

En hemmelig udenrigsministeriel notits fra 1956 (kilde 4), tyder på, at man er klar over, at missiler kan udstyres med atomsprænghoveder. Der hentydes til et communiq fra januar 1952, altså 4 år før, der bekræfter, at atomvåben ikke vil blive brugt fra baser i Storbritannien, og at det også gælder for amerikanske baser på andre landes territorier. Fra dansk udenrigsministeriel side foretrak man altså at lade amerikanerne selv udskifte de våben, de skulle, uden at blande sig, for sidst i teksten står der, at der ikke er foretaget nogen officiel henvendelse.

En håndskrevet note i bunden af dokumentet siger, at der ikke behøves dansk godkendelse, da missilerne jo er forsvarsvåben og ikke angrebsvåben som V1 og V2. De amerikanske missiler er derimod at sammenligne med luftværnsartilleri. Problemet her er bare, efter min opfattelse, at før man havde avancerede målfindingssystemer, var det meget svært at ramme et lille mål som en angribende flyvemaskine med et missil. Derfor må missilerne være opstillet for at kunne bringe en (eventuelt nuklear) sprængladning frem til et andet land.

Jeg mener, ovennævnte kilder tyder på, at man fra dansk side nok havde en i dag om, at der kunne være tale om en mere offensiv strategi end blot forsvar af Grønland, og at der måske kunne være eller engang i fremtiden ville blive atomvåben indblandet i denne strategi, men at man foretrak ikke at vide noget. En manglende kritisk interesse i spørgsmålet om, hvilke våben og til hvilken brug, der befandt sig på Grønland, kunne måske tænkes yderligere at bekræfte den amerikanske ret til at placere atomvåben på TAB

Var der atomvåben på TAB før 1957?

På spørgsmålet, om der var atomvåben på TAB før 1957, vil jeg begynde med igen at se på brevet, som Deputy Under Secretary Robert Murphy skrev til Assistant Secretary of Defense Mansfield D. Sprague (kilde 6). I begyndelsen af brevet, hvor Robert Murphy fortæller, at aftalen med Danmark er tilpas bred til, at USA kan bruge TAB til at håndtere atomvåben, taler han om style14the introduktion and storagestyle14, altså
 introduktion og opbevaring af disse våben. Det kan tyde på, at der på dette tidspunkt endnu ikke befandt sig atomvåben på TAB, men at man som oven for nævnt planlagde det. Brevet er dateret 23. august 1957.

Noget lignende står i en skrivelse fra Special Assistant for Atomic Energy Gerard Smith til den amerikanske ambassadør i København, Val Peterson, som er dateret den 22. oktober 1957 (kilde 7). Her tales om, hvorvidt det er klogt at informere den danske regering eller ikke, når man placerer atomvåben på TAB
. Brevet begynder nemlig med noget, der kraftigt antyder, at det er en plan, man er ved at føre ud i livet.

Der hentydes til et brev af 6. august 1957, hvor det amerikanske forsvarsministerium ønsker at placere atomvåben på Thuleasen til brug for Strategic Air Command og for defensiv brug. Man skelner altså mellem SACs brug og defensivt brug. Altså må SAC, som jo er de amerikanske bomberstyrker, være rustet til at angribe. I det hele taget kan man vel ikke kalde strategisk bombning defensiv!

Hermed går man ud over aftalens ordlyd om forsvar af Grønland. Skrivelsen fortsætter med at forklare, at den bedste måde at fortsætte vil være en uformel undersøgelse af, om den danske regering ønsker at blive informeret, hvis USA beslutter at føre planen ud i livet. Der tales ikke om, hvorvidt man skal fortsætte eller ikke; der tales kun om på hvilken måde, man skal fortsætte, og hvordan man skal opføre sig over for Danmark, når man fortsætter. Og hertil har USA med Krags ord i sin dagbog den 25. august 1959 (kilde 10) fået stiltiende grønt lys fra stats- og udenrigsminister H. C. Hansen. Det ses i øvrigt i dennes uformelle og tophemmelige meddelelse til USA`s ambassadør i Danmark fra 1957 (kilde 8), hvori han skriver, at alle indførsler og opbevaring af materiel m.m. sker uden inspektion og i henhold til aftalen af 27. april 1951. H. C. Hansen nævner faktisk ikke atomvåben i sit brev. Han taler om style14munition of a special kind

Det er selvfølgelig let at forestille sig, at dette tolkes som atomvåben, især fordi det er skrevet få uger efter, ambassadøren har fået besked på at informere de danske myndigheder på hvilken måde, han mente var bedst (kilde 7). Det kan være derfor, han som H. C. Hansen skriver først i brevet, lod nogle ord falde om style14en mulig opmagasinering af en speciel slags våben Denne meddelelse affødte et brev fra State Departments Robert Murphy til viceforsvarsminister Sprague (kilde 9), hvoraf det fremgår, at trods H. C. Hansens meddelelses vage indhold, opfattes det som det, Krag formulerede to år senere (kilde 10): Stiltiende grønt lys. Murphy siger i sit brev (kilde 9), at den danske statsminister har taget notits af det på helt personlig basis, og ikke har kommenteret sagen yderligere. Herefter siger han, at de er i en position, hvor de kan fortsætte med planen, men at det skal holdes absolut hemmeligt af hensyn til den danske regering og til forsvarssamarbejdet mellem USA og Danmark.

Blandt kilder, der muligvis antyder, at der kan have været atomvåben på TAB før 1957 findes en skrivelse fra forbindelsesofficer på TAB E. F. Petersen dateret 27. januar 1955 (kilde 3). Ifølge E. F. Petersen blev TAB af USAF ved et møde i juni 1954 regnet for den næstvigtigste base i verden uden for USA. Som næstvigtigste base for SAC, som jo opererede atombevæbnede flyvemaskiner med det formål at kunne nå og ramme mål langt inde på sovjetisk territorium, lyder det umiddelbart mærkeligt, hvis ikke der har været atombevæbnede flyvemaskiner på TAB. Også før en eventuel permanent placering af atomvåben på TAB må man formode, at landende og overflyvende maskiner har været lastet med atomvåben.

Petersen fortæller, at basens teoretiske kapacitet er sådan, at den kan betjene 30 B-36 bombemaskiner eller 45 B-47 bombemaskiner med ledsagende transport- eller tankluftfartøjer. Videre i skrivelsen fortæller han, at der i flere perioder i slutningen at 1954 og begyndelsen af 1955 har opereret førnævnte to typer bombemaskiner med tilhørende støtteluftfartøjer på øvelser. De fleste landede, men nogle få blev tanket i luften.

Boeing B-47 Stratojet og Convair B-36 Peacemaker var begge i stand til at bære atomvåben. B-36 var specielt udviklet til at transportere atombomber over meget store afstande, og var i 1950`erne det ypperste strategiske bombefly. Sammenholdt med SAC`s strategi med at have et konstant beredskab af atombevæbnede B-36-maskiner, må det anses for usandsynligt, at de maskiner, der deltog i øvelser på Grønland i 1954 og 1955 ikke var bevæbnet med atomvåben og endvidere var klar til at udføre deres opgave i tilfælde af en alarm. E. F. Petersens skrivelses afsnit B fortæller efter min opfattelse nogle meget vigtige ting: For det første oplyses det, at der allerede i sommeren 1954 var opført et kraftigt indhegnet og strengt bevogtet område med ammunitionsmagasiner og et armeringsværksted. Og så siger han, at style14i dette omraade vil atomammunition for SAC blive opmagasineret Altså i en tekst fra januar 1955 omtales atomvåbnene af en mand, der har sin daglige gang på området, som noget, der da vil komme.

Petersen havde tilsyneladende ikke adgang til området, for han beskriver det som set udefra. Måske kunne den strenge bevogtning, der allerede var etableret, tyde på, at der var ting inden for indhegningen, som var tophemmelige, også for forbindelsesofficeren - måske atomvåben. Petersen havde tidligere set et lignende atomammunitionsarsenal, der allerede var færdigt i 1954, så man må formode, at han vidste, hvordan et sådant så ud. Hvis den næstvigtigste base på vejen mellem USA og Sovjetunionen allerede i 1955 havde et funktionsdygtigt anlæg til opbevaring og klargøring af atomvåben, samtidig med at basen var klædt på til at betjene det førnævnte antal af langtrækkende strategiske bombemaskiner, har vi noget, der ligner et bevis på, at det på dette tidspunkt i hvert fald var intentionen, at der skulle være atomvåben på TAB

Så er spørgsmålet, om de amerikanske myndigheder ville vente flere år, indtil en aftale med Danmark eventuelt var bragt i stand, med rent faktisk at anvende de førnævnte faciliteter.

Modsat må det dog fremhæves, at der ikke findes noget i materialet, der beviser, at USA havde atomvåben på TAB før det style14grønne lysstyle14 i november 1957, men jeg finder det usandsynligt, at man ville investere i basens faciliteter uden også at bruge dem. Der er flere argumenter både for og imod  men de hører alle under mere eller mindre usaglige spekulationer. For eksempel taler det, at TAB først blev overtaget af SAC den 1. april 1957, imod en placering af atomvåben tidligere, og det kan endda forklare, hvorfor amerikanerne formentlig overvejede at gøre det i 1957. Modsatte argumenter finder man, hvis man kigger på USAFs budgetlægningsprogram vedrørende de grønlandske baser helt tilbage fra januar 1953 (kilde 2). Her finder man en post under style14Thule ABstyle14, som hedder "1009 Special Weapon", og som er medregnet i hele den periode, skemaet dækker, nemlig fra tredje kvartal af 1953 til fjerde kvartal af 1956. Ordet "special" i forbindelse med våben har jeg tidligere i denne artikel tolket som muligvis at kunne hentyde til atomvåben, men der er intet, der beviser det. Det er rene spekulationer.

E. F. Petersens skrivelse siger altså ikke, at der var atomvåben på TAB før 1957, men den antyder, at der tilbage i 1955 i hvert fald har overfløjet og landet fly, som måske har været lastet med atomvåben.

Kilderne 6, 7, 8 og 9, som alle er fra 1957 og er omtalt oven for, antyder planer om at placere atomvåben på TAB. Ifølge disse kilder var våbnene der altså ikke endnu, men man var langt med planer om at placere dem på basen, og tilsyneladende gik en stor del af 1957 med overvejelser om, hvordan man skulle forholde sig til Danmark, når man placerede atomvåben på TAB

Jeg tillægger disse kilder en stor vidneværdi, da de er samtidige tophemmelige dokumenter  breve mellem de involverede politiske toppersoner.

Derfor må konklusionen på spørgsmålet, om der var atomvåben på Grønland før 1957 hovedsagelig baseres på disse kilder, og ud fra disse breve kan USA tidligst have påbegyndt en placering af atomvåben på TAB den 26. november 1957, da den amerikanske forsvarsminister fik besked om, at man tolkede brevet fra H. C. Hansen som grønt lys.

Jens Otto Krags håndtering af den danske atomvåbenpolitik vedrørende Grønland Udenrigsministeriets notits Atomammunition til NIKE-raketterne på Thule forsvarsområde fra 5. oktober 1959 (kilde 11) indeholder to alternativer, hvis spørgsmålet om eventuelle atomsprængladninger i NIKE-raketterne skulle blive rejst. Notitsen fremkom lidt over en måned efter, at udenrigsminister Jens Otto Krag tilsyneladende var blevet klar over H. C. Hansens accept eller lukken øjnene for dermed at undgå at vide noget.

Den håndskrevne note på notitsens første side menes at være Krags, og den siger: style14Vi ved det ikke. Har ikke været interesseret i at vide det Det at det ser ud til at være skrevet hurtigt og på skrå på forsiden, kunne tyde på at det er skrevet i affekt  måske i vrede eller kraftig irritation over, at Danmark officielt ikke ved noget og oven i købet selv ikke har været interesseret i at vide noget  altså H. C. Hansens politik i 1957. Men som udenrigsminister i H. C. Hansens regering var det vel den samme politik, Krag måtte føre videre, og noten indikerer nok blot en  meget interessant - personlig holdning. Krags dagbogsnotat den 25. august 1959 (kilde 10) viser i øvrigt tydeligt, at han rent personligt ikke brød sig om hemmelighedskræmmeriet.

I første alternativ fortælles, at spørgsmålet om atomsprængladninger i raketterne ikke har været forelagt den danske regering, sådan som man forventer, det ville blive, såfremt USA ville føre det ud i livet. Det fortælles også, at Danmark i NATOs råd i 1957 klart har tilkendegivet sin holdning til spørgsmålet om atomvåben på dansk jord. Ifølge Krags brev til ambassadøren i Washington 28. januar 1968 (tekst 15) var det første gang, det blev formuleret internationalt.

Man gik åbenbart ud fra, at eftersom USA forelagde spørgsmålet om at installere NIKE-raketterne i 1956 uden atomsprænghoveder, så ville de tage Danmarks holdning i betragtning. Så må man endvidere være gået ud fra, at USA på ny ville forelægge spørgsmålet, hvis de overvejede at installere atomsprænghoveder i raketterne.

I andet alternativ lægges der vægt på, at det er i hele Vestens  og dermed også Danmarks interesse, at USA har hemmelige lagre af atomvåben. Og med reference til Grønlandsaftalens artikel om, at USA ikke behøvede at oplyse Danmark om indførsler til deres militære områder, havde regeringen ikke anset det for vigtigt at efterforske sagen nærmere. Andet alternativ kan altså give det indtryk, at regeringen style14ved, at der er placeret atomammunition på Thule og er indforstået hermedstyle14, som der står i samme notits, og kan altså være skadelig for regeringen indenrigspolitisk. Første alternativ sætter USA i et dårligt lys, og det er style14tvivlsomt, om man af hensyn til USA kan benytte denstyle14, som der også står i samme notits. Udenrigsministeriet sagde altså selv, at det var et valg mellem pest eller kolera.

Dagen efter at B-52-maskinen var styrtet ned ved Thule med fire brintbomber ombord, udsendte både udenrigsminister Tabor og Statsminister Krag den 22. januar 1968 hver en erklæring (kilde 12), hvoraf det fremgik, at der i overensstemmelse med den danske atomvåbenpolitik ikke skete overflyvninger af fly lastet med atomvåben. Det var derfor kun, når der opstod en nødsituation, at fly, der eventuelt var lastet med atomvåben, fik lov til at lande i Grønland. Men for sikkert at kunne sige, at der ingen overflyvninger fandt sted med atomvåben, måtte der en erklæring fra USA til som bevis. Dette bevis manglede den 22. januar, og det er sikkert på grund af, at der var folketingsvalg dagen efter, at det var regeringen tvingende nødvendigt at komme med en erklæring så hurtigt - før man kunne få en erklæring fra USA.

De to udkast til erklæringen om ingen overflyvning af Grønland med atombevæbnede maskiner (kilderne 14 og 16) og den endelige erklæring (kilde 17) tyder på endnu et desperat forsøg på at få noget der ligner en amerikansk bekræftelse på, at der ingen overflyvninger fandt sted med atomvåben. Erklæringen kom ikke, og USA's holdning ses i den danske ambassadørs chiffertelegram til Krag (kilde 13), hvor ambassadøren refererede assistant secretary John Leddys svar til Krag. Midt i teksten præciseres, at man offentligt hverken ønsker at be- eller afkræfte tilstedeværelsen af atomvåben på flyene.

 I begyndelsen af telegrammet siger han, at det i 1957 blev bestemt en gang i fremtiden at have atomvåben på Grønland, og han hentyder både til Grønlandsaftalen og H. C. Hansens uformelle brev som lovhjemmel dertil. I Krags udkast den 28. januar 1968 betones det, at erklæringen udsendes efter, den danske regering har haft kontakt med den amerikanske. Samme dag beder Krag i en meddelelse til den danske ambassadør i Washington (kilde 15) denne om at gøre sit yderste for at få amerikansk tilslutning til erklæringen. Næste udkast fra samme dag (kilde 16) er et forslag fra den amerikanske udenrigsminister til den danske ambassadør, og det indeholder intet om den amerikanske regering.

Det er en omskrivning, der har været nødvendig, fordi det ikke har været muligt at opnå den amerikanske tilslutning til erklæringen. Den endelige version, der udsendtes den 29. januar 1968, er udformet efter det amerikanske forslag, og den amerikanske regering figurerer ikke. Der er altså ingen garanti for, at det, der står, er sandt. Erklæringen er udsendt helt for den danske regerings egen regning. Krag forsøgte altså så langt, han kunne, at få aftvunget amerikanerne deres erklæring. Han prøvede at tilfredsstille danskerne ved at udsende en erklæring, hvis sandhed han ikke kunne vide noget om. Han prøvede også at tilfredsstille USA ved i sidste ende ikke at træde dem over tæerne.

Denne artikel blev oprindeligt skrevet som en opgave i kurset historisk metode på Københavns Universitet i 2002 med undervisning af Klaus Bjørn.

Kildefortegnelse

1. Aftalen mellem Danmark og USA om forsvaret af Grønland den 27. april 1951 (uddrag)

2. USAF (United States Air Force) budgetlægningsprogram vedrørende "Base Utilization and Major Deployment Overseas" januar 1953 (uddrag vedrørende de grønlandske baser)

3. Forbindelsesofficer på Thule Air Base, E. Franch Petersens skrivelse, den 27. januar 1955 (uddrag)

4. Udenrigsministeriel notits om udskiftning af luftværnsartilleri i Thule med missiler, den 30. juni 1956

5. Brev fra folkeretseksperten Raymund T. Yingling, State Department til Special Assistant for Atomic Energy Gerard Smith, State Department, den 15. august 1957

6. Brev fra Deputy Under Secretary Robert Murphy, State Department, til Assistant Secretary of Defense Mansfield D. Sprague, den 23. august 1957

7. Skrivelse fra Special Assistant for Atomic Energy Gerard Smith til den amerikanske ambassadør i København, Val Peterson, den 22. oktober 1957

8. Uformel meddelelse fra stats- og udenrigsminister H.C. Hansen til den amerikanske ambassadør i København, Val Peterson, den 16. november 1957

9. Brev fra Deputy Under Secretary Robert Murphy, State Department, til Assistant Secretary of Defense Mansfield D. Sprague, den 26. november 1957

10. Udenrigsminister Jens Otto Krags dagbog, den 25. august 1959 (uddrag)

11.Udenrigsministeriel notits "Atomammunition til NIKE-raketterne på Thule forsvarsområde", den 5. oktober 1959

12.Udtalelser af udenrigsminister Hans Tabor og statsminister Jens Otto Krag, den 22. januar 1968

13. Chiffertelegram fra den danske ambassadør i Washington, Torben Rønne, til statsminister Jens Otto Krag, den 27. januar 1968, kl. 23.54 med fortsættelse den 28. januar, kl. 01.13

14. Udkast til erklæring fra den danske regering foreslået af statsminister Jens Otto Krag over for den amerikanske ambassadør i København, Katharine E. White, den 28. januar 1968

15. Telemeddelelse med instruktion til den danske ambassadør i Washington, Torben Rønne, fra statsminister Jens Otto Krag, den 28. januar 1968

16. Udkast til erklæring fra den danske regering foreslået af den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk over for den danske ambassadør i Washington, Torben Rønne, den 28. januar 1968

17. Erklæring udstedt af den danske regering, den 29. januar 1968

Støt vore sponsorer som muliggør dette websted

Retur til toppen

Ophavsretten tilhører forfatterne.
Artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller
indekseres uden forfatternes tilladelse.
Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.

Materialet må ikke anvendes uden kildeangivelse